- Ring Ring
- Abonnementsvilkår
Vilkår på almindeligt dansk.
Det vigtigste først: cyklen virker, går den i stykker, bytter du den gratis, og abonnementet slutter, når du har afleveret cyklen.
Udkast af 2026-09-29. Gennemgås af advokat før lancering, så ordlyd og beløb kan ændre sig.
Aftalen
Du lejer en cykel af Ring Ring mod en fast månedlig betaling. Når du har booket, tilknytter vi dig en cykelhandler tæt på dig (din forhandler). Her henter du cyklen, og her bytter du den. Aftalen er mellem dig og Ring Ring, ikke forhandleren. Cyklen tilhører ikke dig.
Oprettelse og identitet
- Du skal være fyldt 18 år.
- Du bekræfter din identitet med MitID eller med pas og selfie.
- Du skal oprette et betalingskort, som vi må trække abonnementet og de beløb, der står i punkt 3, 6, 7 og 8, på, også når du ikke selv godkender hver betaling.
- Du betaler 300 kr. i depositum, når du henter cyklen. Det går fra i det, du skylder for skader, tyveri eller manglende aflevering (punkt 6-8). Du får det tilbage senest 14 dage efter, at cyklen er afleveret i orden.
- Du kan kun have én aktiv cykel ad gangen.
Priser og betaling
| Binding | Pris pr. måned |
|---|---|
| 12 måneder | 89 kr. |
| 6 måneder | 99 kr. |
| Løbende | 119 kr. |
- Der er intet oprettelsesgebyr.
- Abonnementet betales forud hver måned fra den dag, du henter cyklen.
- Fejler en betaling, prøver vi igen. Er der ikke betalt 14 dage efter forfald, kan vi lægge et rykkergebyr på 100 kr. til og kræve cyklen afleveret.
- Efter bindingsperioden fortsætter abonnementet til løbende pris (119 kr.), indtil du opsiger det.
Cyklen
- Du vælger dame- eller herrecykel. Din forhandler finder den rigtige størrelse til dig. Du kan ikke vælge en bestemt cykel.
- Cyklen er brugt og kan se slidt ud. Vi lover, at den virker: bremser, lys, refleks, klokke og lås er i orden ved udlevering.
- Du må ikke udlåne cyklen mod betaling, ændre den eller fjerne mærker og stelnummer.
- Cyklen skal låses med den medfølgende lås, når du ikke bruger den.
Fejl og ombytning
- Virker cyklen ikke, kommer du forbi din forhandler i åbningstiden og får en anden cykel med det samme, hvis der er en ledig. Ellers senest næste åbningsdag.
- Ombytning ved almindeligt slid og fejl er gratis.
- Bytter du, uden at der er en fejl, kan vi opkræve 50 kr.
- Du kan skifte forhandler, fx hvis du flytter. Det er gratis.
Skader
- Almindeligt slid betaler vi.
- Skader, du selv har forvoldt, fx et bøjet forhjul efter et uheld, betaler du efter forhandlerens takst, højst 800 kr. pr. skade.
- Forhandleren tager billeder af skaden, og du får dem sammen med opgørelsen. Beløbet trækkes på dit kort eller i depositum.
Tyveri
- Bliver cyklen stjålet, anmelder du det på politi.dk og sender os journalnummeret senest 48 timer efter.
- Du betaler cyklens erstatningspris på 800 kr. Vi beholder dit depositum og trækker de resterende 500 kr. på dit kort.
- Du får en ny cykel hos din forhandler, når du har betalt et nyt depositum på 300 kr.
- Dukker cyklen op igen inden 30 dage, får du 600 kr. tilbage.
- Ved mere end 2 tyverier inden for 12 måneder kan vi opsige abonnementet.
Opsigelse og aflevering
Abonnementet slutter først, når cyklen er afleveret hos din forhandler.
- Løbende: opsig med en måneds varsel til udgangen af en måned.
- 6 eller 12 måneder: opsig med en måneds varsel til bindingsperiodens udløb. Afleverer du før, betaler du stadig resten af bindingsperioden.
- Opsig ved at skrive til hej@ringring.dk, og aflever cyklen inden opsigelsesdatoen.
- Afleverer du ikke cyklen, fortsætter abonnementet og betalingen.
- Er cyklen ikke afleveret 14 dage efter opsigelsesdatoen, betaler du erstatningsprisen på 800 kr., og abonnementet slutter. Vi beholder dit depositum og trækker de resterende 500 kr. på dit kort. Afleverer du cyklen inden 30 dage derefter, får du 600 kr. tilbage.
- Kan erstatningsprisen ikke trækkes, lukker vi din konto og kan ikke tilbyde dig et nyt abonnement.
Fortrydelsesret
Du har 14 dages fortrydelsesret fra den dag, aftalen indgås. Henter du cyklen inden, betaler du for de dage, du har haft den. Fortryd ved at skrive til hej@ringring.dk og aflevere cyklen.
Persondata
Vi behandler navn, kontaktoplysninger, betalingsreference og resultatet af ID-tjekket. Selve ID-dokumentet gemmes hos vores ID-udbyder, ikke hos os. Din forhandler ser dit navn, telefonnummer og hvilken cykel du har.
Klager
Skriv til hej@ringring.dk. Kan vi ikke blive enige, kan du klage til Center for Klageløsning via Nævnenes Hus.